Viser opslag med etiketten hygge. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten hygge. Vis alle opslag

fredag den 24. januar 2014

daddelkugler

Pigerne holdte fri i går, nå ja og i dag, da jeg skal på arbejde hele weekenden har vi taget forskud på hyggen og nyder, at vi alle stadig kan holde fri på hverdage, hvor jeg har fri.
I går var de begge lækkersultne og spurgte flere gange efter noget. Årh mor må vi ikke gerne bare et lille stykke chokolade og hvad de ellers kunne finde på.
Til sidst gav jeg efter, da jeg havde fundet en pose dadler i skuffen og vi kastede os i hjemmelavede daddelkugler. Dem jeg tidligere har smagt har haft lidt for meget kokos efter min smag.

Ca. 20 stk i mundrette bidder

150 g dadler
40 g mandler
20 g andre nødder fx cashewnødder
2-3 spsk kokosolie
2 spsk kakao

Det hele på nær kakao kommes i en maskine der kan hakke det - jeg har bare en minihakker til stavblender og det fungerede helt fint.
Kom kakao i og tjek konsistensen. Det skal være klistret, så det kan samles. Jeg kom en spsk vand i for lige at gøre det klar til, at blive trillet til kugler. Tril dem hellere lidt små end for store.
Hak en håndfuld mandler til at trille dem i. Sæt dem på køl og nyd dem, når de er blevet kolde.

De er virkelig søde og dejlige. Smagen af kakao sammen med den søde daddel kan sagtens stille lækkersulten - selv hos mine små chokoladeglade piger.

tirsdag den 31. december 2013

lidt af hvert

 Vi har nydt en skøn jul med familien og i aften står den på nytårsfest blandt venner og en masse børn. Jeg står for desserten og har kastet mig ud i en ny kage - spændt på at smage den og satser på, at få knipset et par billeder af den til bloggen. Den indeholder 300 g hvid chokolade fra Summerbird, fuldfed creme fraiche, en hel bøtte mascarpone og en masse andet lækkert.

Lige nu er der tid til sofahygge, strikketøj og afslapning inden det går løs i aften.

Hav en fantastisk aften og pas på Jer selv.

Godt nytår!

Kh.

/Mille

lørdag den 30. marts 2013

påskedage

Vi stornyder påskefridagene. Selvom det har været koldt udenfor, så har det også været rigtig smukt med alle de dejlige solskinstimer og pigerne har nydt bare at kunne gå ud og lege. Der er blevet sovet på mors mave, gået ture på stranden og nydt synet af de smukke farver på himlen, når solen går ned.

søndag den 10. marts 2013

...

Lidt blandede billeder fra en herlig weekend med masser af hygge og tid til gæster.
Jeg er startet på et projekt hæklet pude i alpaca. Mønsteret krævede lige, at jeg fik det ned på papir. Fik heldigvis også fingrene i lidt af Cecilie's vilde garnudsalg, så ind af døren i går kom der masser af lækker alpaca.
I fredags havde vi vovet os ud i en lille spaghetti-fest for E og hendes veninder fra børnehaven. Så vi havde hele 7 piger til bords fredag aften. De var så søde, hyggede sig, klædte sig ud og hold op hvor var vi (altså faderen og jeg) trætte, da de var gået hjem;) De spiser forøvrigt rigtig meget spaghetti i den alder;)
Faldt lige over et godt tilbud på en vinterstøvle fra Angulus til E. Med minus 65 procent var det for godt til at lade stå, så vi krydser fingre for, at jeg har regnet størrelsen rigtig.
I går havde vi gæster til brunch og i dag har der været tid til, at lave madplaner for næste uge - men ingen gider gå ud i den kulde for at handle, så det må blive i morgen;)

Håber Jeres weekend er lige så dejlig...

onsdag den 27. februar 2013

fridag

I går var jeg sådan en heldig én som først skulle starte min dag med en tur hos tandlægen, blot til tjek og rens naturligvis, men jeg bliver rædselslagen hver gang! Der var (selvfølgelig) 0 huller og fine tænder og jeg kan nu ånde lettet op de næste 9 måneder indtil næste tjek og rens;)
Bagefter ventede der mig verdens bedste dag sammen med ham jeg har aller mest kær, min kæreste. Vi var på Louisiana, nød hinanden, en lækker frokost og alt det smukke, sjove og finurlige der er på Louisiana - alt i mens de to små damer passede deres vuggestue og børnehave. Hold op det var dejligt med lidt tosomhed, holde i hånden og tale-sammen-uden-2-børn-afbryder-hele-tiden. Vi gør det bare alt for sjældent, men måske også derfor vi stornyder det så meget.

Så selvom dagen starter med besøg hos tandlægen kan det godt ende med at blive den bedste dag alligevel;)

mandag den 11. februar 2013

trekanter


Den søde Anne har et par gange vist fine tekstil tryk og i dag pakkede jeg tasken med tryk-venligt tøj og cyklede hjem til Anne (og lille A;))

Jeg er totalt inspireret af Bobo Choses med hensyn til de lyserøde med gule trekanter på, da de lavede en body med gule firkanter på i AW12 kollektionen. Jeg har ikke længere nogle små piger der går med body, så jeg fandt en Poppy Rose t-shirt i skabet og en langærmet fra H&M, samt nogle leggings jeg tænker min lille C bliver ret sej med til forår og sommer. Jeg er i hvert fald ikke færdig med at trykke - det ender med jeg må have fat i mit eget lille udvalg af trykfarver.

Nå ja og så fik vi også spist lidt af kagen fra vores sammenskudsgilde i går. Der er nu mange fordele ved at bo tæt på hinanden:)

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...